Det nærmer sig at vi er meget klogere på fremtiden og at vi ved hvem vi skal arbejde sammen med de næste mange måneder om opførelsen af vores nye hus.
Der er kun to tilbage og vi hælder mest til den ene, men søndag skulle vi gerne kunne træffe den endelige beslutning.
Dermed er alt ikke bare klappet og klart, for ligesom vi synes at grunden i Suldrup + arbejdet for at kunne bygge på grunden + tilslutningsafgifterne er for høje i forhold til området og det generelle prisniveau i byen, er vores bank også på den side.
Vi har fået at vide at vi skal forvente at prisen for grund, tilslutning og ekstra udgifter der skal bruges til at gøre grunden egnet til at bygge hus er for høj, og at vi nok ikke vil kunne låne mere end 70% i realkreditlån.
Det kommer til at presse økonomien en del mere end vi har lyst til, så drømmen om Suldrup er måske ved at smuldre. Jeg har forsøgt at kontakte Rebild Kommune for at finde ud af hvad vi kan gøre i forhold til den, ifølge vores bank, for høje pris på grunden. Jeg venter stadig på svar, men håber at der snart kommer et svar som gør det muligt at gå i gang.
Vi har ikke noget imod at være de første der bygger på grundene på Søskrænten i Suldrup, men prisen skal ikke være så høj så vi ikke har støtte fra bank og realkredit.
I løbet af ugen har vi fået 3 fine tilbud hvor 2 var meget tætte og det 3. var noget under. Jeg ringede til de 2 der havde budt en del over, hvoraf MKM Byg var den ene. De kunne ikke være med på det bud, så vi aftalte at stoppe samarbejdet der. Det har været en sand fornøjelse at tale med MKM Byg om vores nye hus, og vi har lært utroligt meget af de mange informationer som vi har fået af Frank.
Selvom de ikke helt kunne matche prisen, vil jeg alligevel anbefale andre at tale med MKM Byg om nyt hus inden der træffes en endelig beslutning om hvem der skal stå for byggeriet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar