mandag den 14. december 2015

Nøgleoverdragelse

Nu har vi fået nøglerne til vores nye hus og vi kan begynde at flytte ind. Vi fik nøglerne kl 8 i morges, gik kort igennem huset og fik udleveret en mappe med oplysninger om el, varme, ventilation osv.



Maria har ferie, men jeg skulle på arbejde, så jeg har haft andet at tænke på hele dagen, mens Maria er begyndt at male lidt ”tøsefarver” på pigernes værelser og er begyndt på at sætte gardiner op.

Vi var så heldige at vi i går så et tilbud på de lamelgardiner som vi gerne vil have, så vi kørte ud for at købe dem. Der var 3 stk. tilbage og vi skulle bruge 3 stk., så det var jo helt perfekt.

Når vi alligevel var ude for at handle, kunne vi lige så godt købe det maling som skulle bruges på pigernes værelse - det var så også sat på tilbud, så vi sparede en del penge ved at blive ved med at vente og købe i sidste øjeblik.

Jeg skal have gjort klar til at der kommer elektriker og monterer hvidevarer og netværksstik, så vi kommer ikke til at kede os.

Der er blevet bestilt materialer til isolering af skur samt opbygning af den hjemmelavede højseng med opbevaring. Det bliver leveret i morgen, hvor vi også skal afhente et gammelt køkken som kan sættes op i skuret så vi får godt med skabsplads til opmagasinering af værktøj, skruer og lignende.

Onsdag skal vi i banken og i IKEA hvor der skal købes skabe til pigernes værelser og til soveværelset. De skal samles torsdag og fredag.

Vi har heldigvis nogen søde forældre som hjælper med pigerne de dage hvor der er mest travlt. Så kan de også rigtigt få lov til at se og mærke huset.

Herudover forventer vi at tage lidt ting med når vi kører fra det gamle til det nye hus, og så på lørdag bliver det den store flyttedag hvor vi får masser af hjælp til at flytte alle vores ting.

Der er heldigvis pakket meget ned i flyttekasser, for med alt det andet vi skal have klaret i løbet af ugen, er det begrænset hvor meget til der bliver til at pakke flyttekasser.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar