Vi har fået lavet et lille skur sammen med carporten. Vi vidste god fra starten af at det ikke var nok opbevaringsplads, så en af de ekstra drømme er at få bygget endnu et skur, gerne noget større, så der bliver plads til opbevaring af havemøbler, haveredskaber, byggematerialer mm. Denne drøm kan snart blive til virkelighed, for i fredags fik jeg indsendt anmodning om tilladelse til at bygge dette skur.
Et andet ønske som snart er opfyldt er at få bygget en støttemur til at holde på sandpuden. Det er vi godt i gang med. Til at holde sandpuden har vi valgt fundablokke som er hurtige og nemme at bygge med, og samtidig giver de en af de stærkeste støttemure som vi kan lave.
Vi har fået hjælp til støttemuren mod vest, da den skulle være noget højere end jeg var tryg ved selv at lave, men mod syd og mod nord, har jeg selv været i gang, og murene er næsten færdige.
Der er lagt fliser hvor det er muligt, og når støttemurerne er færdige, er ønsket at få lagt de sidste fliser, så vi kan gå hele vejen rundt om huset uden at skulle gå i sand, og så vi får vores terrasse.
Når der er rigtigt varmt, kan vi bedst lide at sidde i skygge på terrassen, og derfor har vi vendt huset så en større del af fliseterrassen er i skygge meget af dagen. Det betyder at vi skal være obs på fremkomsten af mos og alger på fliserne, og derfor er der et mindre ønske om en højtryksrenser som kan bruges her. Ikke at den skal bruges til at rense fliserne for alger, men man kan nemt fordele algerens på fliserne med højtryksrenseren. Sammen med højtryksrenseren, er der også et ønske om en forlænger, så jeg selv kan fordele algerens på husets tag, i stedet for at vi bliver nødt til at bestille en professionel algebehandling om et par år.
Med alt det arbejde der er i haven på nuværende tidspunkt, er der ikke nogen grund til at forsøge at lave en pæn have lige nu. Der kører maskiner rundt og pløjer det hele op, men ønsker er der jo alligevel. Til efteråret skal der plantes en hæk og der skal sås græs. Der er også ønske om et stort drivhus hvor vi både kan have grøntsager og samtidig kan bruge til havebord og havestole på halvkolde eller blæsende dage. Det kan også være at drivhuset kan bruges til opbevaring af havemøbler i vinterhalvåret, så der er mere opbevaringsplads i det nye skur til andre ting.
Når der kommer græs til næste år, skal vi have os en maskine til at holde det kort, men skal det være en robotplæneklipper eller skal det være en havetraktor? Mit ønske er robotplæneklipperen, mens Marias ønske er havetraktoren. Der er heldigvis lang tid til endnu, så vi kan måske nå at blive enige om hvilken type vi ønsker.
Alger på fliser kan gøre dem glatte. Pas godt på dig selv og dine gæster ved at algebehandle og rense fliserne. Overvej en imprægnering for at gøre vedligeholdelsen mindre og lettere fremover.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar