De forskellige forslag vi kom med blev fejet til side og til sidst opgav vi at forhandle med Rebild Kommune. Vi bød mindsteprisen på trods af at vi vidste at vi ikke kunne opnå en vurdering på det beløb som hele byggeriet kommer til at koste os.
Efter lidt venten modtager vi et brev fra advokaten om at vi nu skal underskrive skødet. 10 dage efter at vi har modtaget dette brev, og har fået underskrevet skødet hører vi pludseligt at, nu kan alle andre byde under mindsteprisen.
10 dage… Det er godt nok gået stærkt for Rebild Kommune. Har de mon tænkt over hvad sådan en beslutning kan få af konsekvenser?
Jeg kan hurtigt finde frem til en af de konsekvenser det kan få for os… Bydes der under prisen på en af de andre grunde på Søskrænten og accepteres dette bud af Rebild Kommune vil prisen pr. m2 for vores grund falde med det samme. Det betyder at den samlede vurdering af vores nye hus vil falde, hvilket har betydning for hvad vi kan låne af penge i banken og i realkredit, samt hvor høj vores rente vil blive, da der ikke vil være samme sikkerhed for bankens udlånte penge.
Av det kan komme til at gøre ondt på os og vores økonomi at vi valgte at bygge nyt hus i Rebild Kommune.
Jeg kontaktede selvfølgelig Rebild kommune da jeg fandt ud af at de havde truffet denne beslutning midt i vores handel for at høre hvad de havde at sige. Jeg blev efterfølgende kontaktet af Borgmester Leon Sebbelin som gav mig en lang politiker-snak (masser af ord, ingen indhold) om hvad der var sket, og han skød selvfølgeligt skylden på de andre.
Tilfreds var jeg ikke, men jeg valgte alligevel ikke at gøre noget mere ved det lige med det samme. Hjem og tænke over hvad der var sket, hvordan vi kom til at stå, hvad vi kunne gøre, hvad Rebild Kommune burde gøre og meget mere.
I dag efter at have tænkt det hele igennem flere gange skrev jeg et brev (sendt som email – vi er jo i 2015) til Borgmester for Rebild Kommune Leon Sebbelin. Du kan se brevet herunder.
Hej Leon
Jeg vil starte med at takke for din forklaring på hvorfor i har valgt at nedsætte (eller i hvert fald muligt nedsætte) priserne på grundene på Søskrænten i Suldrup, men jeg kan ikke acceptere den situation som jeg og min familie muligvis kommer til at stå i, hvis der bliver solgt nabogrunde under den m2-pris som vi har skullet betale.
Der er gået 10 dage fra vi modtog brev om at vi skulle underskrive skødet for grunden på Søskrænten 5 til vi første gang hørte om muligheden for at byde under mindsteprisen. Det virker som hastværk.
I forløbet op til at vi købte grunden har vi flere gange forsøgt at få et afslag i prisen. Blandt andet fordi vores bank og realkreditinstitut ikke ville vurdere huset til den pris som det koster at bygge, specielt grundet prisen på grunden.
Da vi rigtigt gerne vil bo i Suldrup og Rebild Kommune valgte vi at købe grunden til den udbudte mindstepris, men kan nu komme til at stå i en økonomisk uholdbar situation hvis prisen for de øvrige grunde sænkes yderligere uden nogen form for kompensation til os.
Den m2-pris som eventuelt accepteres for andre grunde på Søskrænten vil vores grund falde til med det samme og dermed vil værdien af vores hus også falde inden huset er bygget.
Det virker som en meget forhastet beslutning der er taget af dig og de øvrige som har vedtaget at udbyde grundene til en lavere pris uden at tage højde for at vi, samt eventuelle andre vil kunne komme i en økonomisk klemme grundet jeres beslutning.
Jeg forventer derfor at I vil finde en løsning som er holdbar for os og vores økonomi.
En acceptabel løsning kunne være.
Hvis I modtager bud på en af de øvrige grunde på Søskrænten som I accepterer, vil den accepterede m2-pris kunne modregnes prisen for vores grund. Vi vil blive kompenseret et beløb der svarer til det som grundens værdi vil blive sænket med den dag i accepterer et lavere bud.
Forstået som: Hvis en grund på Søskrænten bliver solgt med en pris på 250 kr./m2, vil vi blive kompenseret med 25 kr. * 1.563 m2 = 39.075 kr.
Jeg vil også være åben for andre løsningsforslag, hvor vi kompenseres for eventuel tabt værdi af vores grund og hus grundet jeres beslutning.
Der gik ikke lang tid før jeg fik svar tilbage, men et svar der er næsten lige så vagt som det svar jeg fik telefonisk i går. Svaret fra Borgmester Leon Sebbelin var:
Hej Martin
Jeg skal sørge for, at denne henvendelse tilgår økonomiudvalget som bilag til sagen på septembermødet.
Venlig hilsen
Leon Sebbelin
Borgmester
Ja tak, så kan vi bare sidde og vente på at tiden går og se om der kommer et bud som kan ødelægge vores økonomi grundet en forhastet beslutning fra Borgmester Leon Sebbelin og økonomiudvalget i Rebild Kommune.
Derfor går overvejelserne nu på om man skal falde på knæ for medierne og inddrage Nordjyske, TV2 Nord og andre som kunne have interesse i at lave en historie om Rebild Kommune. Vi kan også sidde og vente til septembermødet hvor Leon Sebbelin og resten af økonomiudvalget i Rebild Kommune sætter sig sammen. Men hvad nu hvis de bliver enige om noget som vil påvirke os og vores økonomi negativt? Vil de så ikke være mere besværligt at få dem til at rette op på denne beslutning efterfølgende end det vil være at presse dem via medierne til at tage stilling til udfordringen inden de skal vurdere bud på byggegrundene?
Hej Martin
SvarSletNu hvor jeg ser mit svar på skærmen, kan jeg godt se at det er lige lovligt kortfattet, så lad mig prøve at uddybe lidt.
Jeg har som borgmester ikke mulighed for på egen hånd at regulere priserne på vores byggegrunde – det er kun Økonomiudvalget der kan det.
Før Økonomiudvalget eventuelt kan regulere jeres pris, skal de have et nyt prisniveau at tage udgangspunkt i. Det har de ikke før denne budrunde er slut og der ligger tilbud på en eller flere af de andre grunde på Søskrænten. Det har vi et klart billede af den 9. september hvor Økonomiudvalget skal behandle de bud er kommet ind. Derfor har jeg sendt din henvendelse videre, så den kan blive behandlet på dette møde.
Til sidst er jeg nødt til at understrege, at jeg ikke kan love at Økonomiudvalget vil kompensere jer hvis andre grunde på Søskrænten bliver solgt til lavere kvadratmeterpris end jeres, ligesom vi også skal undersøge om det i så fald overhovedet vil være lovligt at kompensere jer.
Venlig hilsen
Leon