mandag den 31. august 2015

Gravearbejdet er i gang

Nu er de gået i gang med at grave på vores grund, og faktisk er de også ved at være færdige med at grave.

Da jeg i morges havde afleveret pigerne i vuggestuen og skolen smuttede jeg lige forbi Søskrænten for at se om der var sket noget. Der holdt en stor lastbil med en gravemaskine på ladet og der gik 2 unge mænd rundt ved grunden, så der var ved at ske noget.

Jeg kørte lige ned for at hilse på og så smuttede jeg hjemad igen.

Det var planen at jeg skulle ud og kigge på hvidevarer i dag og så skulle jeg alligevel forbi Suldrup igen et par timer senere, så kunne jeg jo lige holde øje med om der var sket noget.

Da jeg kom forbi igen var der allerede gravet meget jord væk, og da jeg kørte tilbage igen var der pludseligt en kæmpe jordbunke. Det var allerede ved at ligne noget der.

Da det blev tid til at hente pigerne kørte vi ned til grunden for at se hullet som der var gravet, men der var ikke meget hul, for de var allerede begyndt at fylde sand på.



Der var to lastbiler som kørte frem og tilbage med sand mens de ved grunden fordelte og komprimerede sandet.

Maria kom også forbi for at se hvad der skete.

Vi kan allerede nu fornemme lidt bedre hvordan huset kommer til at være på grunden og hvor højt det kommer til at ligge i forhold til resten af haven. Der bliver en stor skråning ned fra terrassen til resten af haven.

Inden weekenden er der støbt sokkel så den kan hærde hen over weekenden. Det kommer til at gå stærkt fra nu af.

søndag den 23. august 2015

Søskrænten 5

Da jeg (Martin) for 34 år og et par dage siden blev født kom jeg med mine forældre hjem til Pilevej nummer 5. Hele min barndom boede jeg i det hus, og da huset blev solgt og jeg flyttede med mine forældre til noget lidt mindre kom 5-tallet fra huset med.

Jeg kan ikke huske om det er min far der har lavet 5-tallet eller om det "bare" kom fra hans arbejdsplads, men det betød i hvert fald noget for ham, og derfor skulle det flytte med - også selvom vi flyttede til nummer 18, og 5-tallet derfor ikke kunne bruges som nummer på huset.

Inde i den garage som vi byggede til huset kom 5 tallet til at hænge over døren mellem værksted og garage. Da jeg for lidt tid siden hjalp min mor med at få ryddet lidt op på lofterne både inde i huset og i garagen, kom jeg i tanke om at vi jo havde købt Søskrænten nummer 5. Derfor spurgte jeg om det var noget vi måtte arve, også selvom jeg godt kunne se at det nok ikke var 100 % Marias stil.

Jeg fik lov til at tage 5-tallet med hjem og selvom Maria ikke ville have valgt det tal hvis hun frit kunne vælge blev vi enige om at beholde og bruge det til vores nye hus.

Det kommer nok ikke til at sidde på huset, men i stedet kan vi sætte det lille 5-tal på postkassen.

Til min fødselsdag lidt senere havde Maria så købt et noget større 5-tal til mig som kunne sidde på huset.

Dermed er der helt styr på 5-tallerne til Søskrænten 5. Nu skal huset bare bygges og det starter de med i morgen.



Jeg har forsøgt med et billede af 5-tallet, men lige nu er der mørkt og mobilens kamera giver derfor ikke det bedste resultat.

lørdag den 22. august 2015

Fuldstændigt gennemtænkt hus

Sådan har vi i hvert fald følt det, men vi har også godt vist at der kunne være noget som kom bag på os i løbet af processen med byggeriet af vores nye hus.

Men at det allerede skulle ske inden byggeriet er startet kom alligevel bag på os.

Vi fandt ud af at vi ikke havde fået isolering af skuret i carporten med i tilbuddet. Jeg var ellers helt overbevist om at vi havde bedt om det, men efter at have gennemgået alle tidligere mails fra Milton Huse kan jeg godt se at det aldrig har været en del af de tilbud og anden mailkorrespondance som vi har haft. Så vi må bide i det sure æble og tage den ekstraudgift med.

Det er nok ulempen ved at have talt med så mange forskellige byggefirmaer som vi har gjort, for jeg er sikker på at vi har nævnt det, men det er nok bare glippet ved vores samtaler med Milton Huse.

Vi håber ikke på at der kommer flere af disse poster med ekstraudgifter, men det er jo aldrig til at vide. Vi har gjort forarbejdet grundigt og så godt som vi kunne.

Nu er der kun 2 dage til at de starter med at arbejde ude på grunden - det bliver så spændende at følge med.

mandag den 17. august 2015

Indflytningsdato før jul

Med byggetilladelsen på plads har vi nu også fået en indflytningsdato og Milton holder fast i at vi kan flytte ind inden jul.

Det bliver super skønt at kunne fejre jul som det første i vores nye hus, men også samtidigt lidt specielt at vi ikke rigtigt kan pynte op til jul hvor vi i dag bor til leje. I starten af december måned skal vi jo begynde at pakke alle vores ting ned så vi er klar til at flytte til det nye hus når vi får nøglen.

At kunne flytte ind i det nye hus inden jul, betyder også at vi har dagene mellem jul og nytår til rigtigt at komme på plads i huset. Selvom vi har haft indretningen med i tankerne hele vejen igennem processen frem til nu, skal der nok være nogen steder hvor vi kan finde på at flytte rundt på tingene så de ikke står hvor vi først havde tænkt det, og så er det rart at vi har tiden til det i dagene mellem jul og nytår.

Om en uge går de i gang ude på grunden, så det bliver rigtigt spændende at køre forbi hver dag og se hvad der er sket.

Jeg kan nok ikke lade være med at smutte ned forbi og knipse lidt fotografier af byggeprocessen.

lørdag den 15. august 2015

Byggetilladelse - Endelig fik vi den

I går fik jeg en dejlig mail fra Rebild Kommune – Vi har fået byggetilladelse, så nu kan byggeriet af vores nye hus gå i gang.

Vi glæder os til at følge byggeriet når vi dagligt kører forbi byggegrunden.

Det betyder også at vi snart kan komme i gang med at dele billeder af byggeriet her på siden. Husk at du også kan følge med på Facebook her https://www.facebook.com/vores.nye.hus

Nu hvor vi har fået byggetilladelsen, vil vi også snart kunne få en indflytningsdato og dermed kan vi begynde at planlægge hvordan og hvornår vi skal begynde at flytte fra det gamle lejede hus som vi bor i nu og over i vores nye hus.

Det kunne være skønt hvis den gamle dato stadig kunne holde så vi får nøglen til huset lige inden jul og dermed kan bruge dagene mellem jul og nytår på at flytte ind.

Nytårsaften plejer vi at fejre hjemme hos os sammen med et hold venner, og det kunne da være skønt hvis det kunne ske i det nye hus.

I går fik vi også tegninger af køkken, bryggers og de to badeværelser.

Der er betalt for tilslutning af el og fjernvarme, og der er vand ude ved grunden så vi er helt klar nu.

Om vi fik byggetilladelsen nu fordi det virkeligt var vores tur til at få behandlet ansøgningen eller om det var fordi der blev lagt lidt pres på er svært at sige, men den sidste uges tid er der i hvert fald gjort et stykke arbejde fra flere sider for at der skete noget inden weekenden hvor der er åbent hus / åben grund i Suldrup.

Jeg var blevet oplyst at den person der skulle behandle vores sag var tilbage fra ferie tirsdag, så derfor skrev jeg en mail og spurgte til en status. Svaret var at de ikke kunne huske min adresse, så den fik de med det samme.

Da jeg ikke havde fået svar onsdag morgen skrev jeg igen for at høre efter en status på byggetilladelsen.

Torsdag morgen var der stadig ingen svar og derfor prøvede jeg igen.

Til middag torsdag var jeg ved at være træt af at vente på svar så derfor tog jeg kontakt til Borgmester Leon Sebbelin som oplyste at jeg godt kunne forvente at det byggetilladelsen var behandlet indenfor 8 uger, og det er mandag hvor der er gået 8 uger, så det lød jo godt.

tirsdag den 11. august 2015

Byggegrunde med åbent hus

Byggegrundene på Søskrænten i Suldrup har åbent hus i weekenden hvor Lokalrådet sidder klar i skurvognen ved byggegrundene med en kop kaffe og svar på alle de spørgsmål som interesserede kunne have.

Det er muligt at møde Lokalrådet både lørdag og søndag – begge dage fra 13:00 til 15:00.



Rebild Kommune har som tidligere beskrevet her på siden åbnet op for bud under mindsteprisen på byggegrundene rundt om vores grund, og det er i forbindelse med at denne budrunde snart udløber at der er lavet et åbent hus arrangement.

Lørdag kan vi desværre ikke kigge forbi, men vi håber på at det kan lade sig gøre i løbet af søndagen. Selvom vi har købt vores grund og snart skal i gang med at bygge på den, er vi jo stadig interesseret i at høre hvad Lokalrådet og gerne andre har at fortælle om Suldrup og området omkring.

Vi håber på et stort fremmøde og at dette resulterer i at vi hurtigt vil få mange nye naboer på Søskrænten.

torsdag den 6. august 2015

Køkken

Vi har flere gange været ved at kigge på køkken og havde egentligt fundet det IKEA køkken som vi gerne ville have, men både fordi vi havde god tid, og fordi vi gerne ville være sikre på at det var et IKEA køkken som vi ville have slog vi et smut forbi flere andre køkkenfirmaer.

Det betød også at vi var hos HTH for at kigge på køkken og det faldt stort set på plads hvad det var for et køkken vi skulle have hvis vi skulle vælge et HTH køkken.

Da vi efterfølgende valgte at bygge med Milton Huse blev vi også klar over at det skulle være et HTH køkken som vi skulle have.

Vi skulle åbenbart have været hos HTH i tirsdags, men vi har aldrig modtaget noget fra dem. Om det er Post Danmark der har svært ved at få videresendt posten korrekt til vores nye adresse (Det lykkes med noget af posten.), om det er røget i en af de mange andre postkasser på adressen eller hvad der er sket skal jeg ikke gøre mig klog på.

I dag blev jeg så ringet op fra HTH som gerne ville prøve at booke en tid ind hvor vi kunne komme forbi og det kunne vi heldigvis få til at passe i morgen formiddag.

Så nu kan vi snart få vished for hvilket køkken det skal være i vores nye hus samt hvordan vores badeværelser og bryggers kommer til at se ud. Vi har en rigtig god idé om hvordan det bliver da vi jo allerede har været hos HTH tidligere, men det kan jo være at der er kommet noget nyt siden eller at sælgeren viser os nogen andre ting som vi hellere vil have.

I hvert fald bliver det spændende i morgen at skulle ud og vælge inventar til køkken, bad og bryggers.

mandag den 3. august 2015

Planer om et gør det selv skur / drivhus

Når vi en gang har fået bygget vores hus er det planen at der skal bygges et skur til haveredskaber nede i haven.

Vi får trukket vand og el med ned i bunden af haven så vi ikke skal til at etablere dette efterfølgende.

Lige nu er planen at der skal laves et 4-delt skur, hvor selve delen til opbevaring af haveredskaber skal isoleres så det kan holdes frostfrit. Denne del forventer vi bliver ca. 20-25 m2. Jeg har lidt en plan om at der skal laves en kartoffelkælder inde i skuret, men jeg er ikke sikker på at det er tilladt og at det er sliddet værd.

I enden af den halvdel hvor skuret er, bliver der lavet plads til at man kan køre havetraktoren ind så den kommer til at stå i tørvejr.

Den anden side af bygningen skal der i tilsvarende størrelse som skuret laves et drivhus med plads til havemøbler, tomater, agurker, vindruer og meget andet.

Den sidste del bliver en mindre overdækket terrasse hvor man kan trække havemøblerne ud når det er for varmt at sidde inde i drivhuset.

Det kommer til at kræve en del arbejde. Jeg regner med at vi skal leje en minigraver til at grave ud til fundamentet. Byggeriet bliver et gør-det-selv projekt hvor jeg håber lidt på at kunne få hjælp af venner og familie når det kommer til de lidt tungere dele af byggeriet.

Da vi flyttede fra Svenstrup fik jeg solgt nogen af de ting som vi havde svært ved at opbevare, og derfor skal jeg igen have fat i en blandemaskine så jeg kan blande beton til at støbe fundamentet.

søndag den 2. august 2015

Tilknytning til Suldrup

Nu begynder det for alvor snart at være Suldrup by som vi hører til. I morgen starter Emilie i Suldrup skole og Ida begynder i vuggestuen i Tumlehøj.

Vi glæder os alle rigtigt meget til at blive en del af Suldrup som vi allerede er begyndt at benytte til mange indkøb mm.

Emilie har fået lov til at komme på besøg på skolen nogen gange i løbet af foråret så det ikke er helt nyt med skolen, klassekammeraterne og de voksne.

Ida har også været på besøg en enkelt gang i Tumlehøj og hun har tidligere taget et skift meget godt, så det skal nok blive godt.

Det kommer til at betyde at vi alle hverdage skal køre til Suldrup om morgenen og om eftermiddagen. Dermed bliver det også nemmere at flytte endnu flere indkøbsture med til Suldrup.

Igennem de nye skolekammerater får vi sikkert meget hurtigt nogen nye bekendtskaber i Suldrup, så vi allerede kan have en omgangskreds i byen inden vi flytter ind i vores nye hus.

lørdag den 1. august 2015

Jættefest i Suldrup

Selvom huset ikke er bygget endnu vil vi jo gerne begynde at blive lidt mere kendte i Suldrup, så alt ikke er helt nyt når vi flytter ind i det nye hus. Da der er Jættefest i Suldrup i denne uge vil vi derfor også gerne deltage i den.

Der har været mange planer i hverdagene og da Jættefesten disse dage først starter sent har vi valgt at vente med at deltage til i dag hvor der sker noget mere.

Af aktiviteter til Jættefesten i dag kan nævnes:
  • Jættegrill
  • Legeland
  • Tombola
  • Fodboldturnering
  • Børnedyrskue
  • Gratis kaffebord
  • Børneloppemarked
  • Ansigtsmaling
  • Musik og fest
Den sidste del med musik og fest bliver ikke med vores deltagelse i år, men alt hvad pigerne kan deltage i vil vi gerne kigge på.

I morgen sker der også en masse, men der ved vi ikke helt hvor meget tid vi får til at deltage. Men der er sjove og spændende aktiviteter som:

  • Bagagerumsmarked
  • Jættegrill
  • Optog for voksne
  • Børneoptog med dukkevogne
  • Kaffebord
  • Legeland
  • Tombola
  • Line dance
  • Jættedyst
  • Helstegt pattegris
  • Musik
  • Kåring af årets Jætte

Vi glæder os meget til at deltage i vores første Jættefest.
Se eventuelt mere om Jættefesten på https://www.facebook.com/pages/J%C3%A6ttefesten/250560944957831