torsdag den 5. november 2015

Glasvæv på væggene

Efter arbejde nåede jeg igen i dag forbi huset, og jeg blev rigtigt glad da jeg kunne se at der holdt en bil ved huset. Så kunne jeg komme ind og kigge i stedet for kun at kigge ind gennem vinduerne.

Malerne gik rundt med ruller og glasvæv og var kommet et godt stykke. De regner med at gå i gang med at male i morgen og i løbet af mandagen kan de måske nå at være færdige.

Det ser bedre og bedre ud inde i huset og med glasvæv på væggene ser huset endnu mere færdigt ud.

Jeg glemte at spørge til det næste skridt i processen, men det er heller ikke sikkert at malerne ved hvem der skal komme efter dem.

Jeg kunne forestille mig at der kommer gulv på som det næste indenfor, og efter gulvet kommer så fodlister og døre, og herefter køkken, badeværelse, armaturer osv, men det er rent gætværk.

Der er desværre ikke sket noget i forhold til ydervæggen endnu, men vi håber meget på at mureren snart begynder, så huset kan blive lukket helt af.

Med 39 dage til vi skal have nøglen til huset skal der også snart ske noget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar