mandag den 3. august 2015

Planer om et gør det selv skur / drivhus

Når vi en gang har fået bygget vores hus er det planen at der skal bygges et skur til haveredskaber nede i haven.

Vi får trukket vand og el med ned i bunden af haven så vi ikke skal til at etablere dette efterfølgende.

Lige nu er planen at der skal laves et 4-delt skur, hvor selve delen til opbevaring af haveredskaber skal isoleres så det kan holdes frostfrit. Denne del forventer vi bliver ca. 20-25 m2. Jeg har lidt en plan om at der skal laves en kartoffelkælder inde i skuret, men jeg er ikke sikker på at det er tilladt og at det er sliddet værd.

I enden af den halvdel hvor skuret er, bliver der lavet plads til at man kan køre havetraktoren ind så den kommer til at stå i tørvejr.

Den anden side af bygningen skal der i tilsvarende størrelse som skuret laves et drivhus med plads til havemøbler, tomater, agurker, vindruer og meget andet.

Den sidste del bliver en mindre overdækket terrasse hvor man kan trække havemøblerne ud når det er for varmt at sidde inde i drivhuset.

Det kommer til at kræve en del arbejde. Jeg regner med at vi skal leje en minigraver til at grave ud til fundamentet. Byggeriet bliver et gør-det-selv projekt hvor jeg håber lidt på at kunne få hjælp af venner og familie når det kommer til de lidt tungere dele af byggeriet.

Da vi flyttede fra Svenstrup fik jeg solgt nogen af de ting som vi havde svært ved at opbevare, og derfor skal jeg igen have fat i en blandemaskine så jeg kan blande beton til at støbe fundamentet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar