mandag den 15. juni 2015

Fast pris på ekstrafundering Milton Huse

Update: Kort tid efter nedenstående er skrevet har vi fået at vide at der var blevet lavet en fejl og at huset ikke skulle hæves de ekstra 42 cm. Derfor blev vores faste pris fra Milton Huse ved med at være en fast pris.

Den dag hvor nedenstående blev skrevet var jeg lidt skuffet, men nu hvor vi er noget længere i processen kan jeg fremhæve Milton Huse som en fantastisk samarbejdspartner - se eventuelt indlægget om at Milton Huse skal have ros.

I forhold til mængden af sand på nordsiden og sydsiden er der masser af sand som der var blevet aftalt mundtligt.


Oprindeligt indlæg
Fast pris og fast pris… Det kan jo diskuteres. Vi har bedt om at få en fast pris og er blevet præsenteret for dette. Jeg var meget opmærksom på eventuelle forbehold og der var kun et forbehold mod forurenet jord og mekanisk/organisk affald, så det takkede vi ja til.

Som jeg skrev i fredags havde tegneren hævet huset med 42 cm i forhold til dette faste tilbud og i dag hvor vores kontakt hos Milton Huse er tilbage på kontoret kan vi så få at vide at det pludseligt koster 30.000 kr. ekstra.

Tak for en fast pris – Den holdt jo et par uger og så ikke længere.

Jeg er dybt skuffet over Milton Huse og deres måde at give en fast pris på ekstrafundering på. Jeg syntes at vi havde været meget forsigtige og gjort alt hvad vi kunne for at undgå ekstraomkostninger.

Jeg vil på det stærkeste anbefale alle jer hus-byggere som læser med om at være forsigtige og lad være med at stole på sælgeren, for han er sælger og absolut ikke på jeres side.

Under et af møderne fik vi at vide at der ville komme sand på helt ind på nabogrundene, så vi skulle forvente at der skulle etableres en mur eller lignende som holdt sandet tilbage, inde på vores grund. Det er nu forsvundet fra de tegninger vi har fået af huset og svaret til dette var:

Det er også umuligt at sige, at det er præcist 3 meter, det vil variere.

Og det er jo også fair nok at det ikke er præcist 3 meter, men på tegningen ligner det mere 0,5 meter. Herefter fik jeg endnu et svar på sandet nord for huset som lyder:

På nordsiden er der ikke meget plads – og der vil være mindst sand. 

Men det var jo netop på nordsiden og sydsiden at vores grund grænser op til nabogrundene hvor vi fik at vide at sandet ville komme til at krydse skel så vi skulle etablere en mur.

Så nu er jeg spændt på om vi selv skal til at bestille sand når vi skal i gang med at lægge fliser rundt om huset.

En rigtig øv-dag i byggeriet hvor vi er blevet usikre på hvad vores nye hus faktisk kommer til at koste.

1 kommentar: