tirsdag den 31. marts 2015

Ekstra udgift til haven

Efter at have skrevet om haven til vores nye hus kom jeg til at tænke på noget som jeg nok bliver nødt til at bruge lidt ekstra penge på ved anlæg af haven.

Der er to piger herhjemme som nok ikke vil være helt tilfreds hvis vi ikke kan hejse et Dannebrog som fødselsdagsflag i haven på deres fødselsdag. Derfor bliver jeg nok nødt til at få fat i en glasfiber flagstang til haven. Jeg er ikke helt sikker på om den skal være med vippebeslag eller med sokkel, men det er der jo heldigvis også god tid til at finde frem til.

Jeg er ikke helt sikker på om vi skal have en vimpel eller stander til at starte med da der nok vil være en del vind det første stykke tid i sådan et nybyggerkvarter.

Møde med den sidste byggemand.

I dag har vi været til møde med den sidste byggemand og det blev ikke overraskende ca. samme prismæssige udfald som de øvrige. Lidt fra de billigste men med klar besked om at prisen var til forhandling. Enten i form af at prisen blev sat lidt ned eller ved at vi kunne få lidt ekstra med.

Dermed kan vi nok forvente at ramme ca. samme pris som de laveste som allerede har presset deres første prisudspil.

Det betyder at vi kun mangler at modtage et tilbud og det fik vi også at vide til mødet med dem. Der ville ikke komme noget tilbud før efter påske.

I haven hælder vi mest til at indkørsel og terrasse skal opbygges af sorte betonfliser. Eventuelt 30x30 cm fliser i indkørslen, 30x60cm betonfliser rundt om huset og måske 60x60 cm sorte betonfliser på terrassen.

En fræser igennem resten af jorden og så græsfrø her. Som hæk tænker vi liguster, men er åbne for andre forslag hvis nabogrunden er solgt og de har specielle ønsker. Det er planen at grave en god rende til hækken og fylde den op med champignonkompost så hækken får masser af nærring og løst jord og dermed hurtigt kan vokse sig stor.

Mens jeg sidder og skriver på bloggen modtager jeg en mail fra en af de byggemænd som vi har talt med og han vil gerne lige sikre sig at jeg ved at:

”Vi er som tidligere oplyst, indstillet på at give dig mest hus for pengene. (Gældende både kvalitet og pris)”

og så skriver han videre

”Måske skulle vi mødes og finde ud af det med rabatten.”

Det er jo spændende at se hvad han kan finde ud af, men efter at have talt en gang med alle de forskellige byggemænd vil vi meget gerne finde ud af hvor vi skal bo fra 1. juni og frem til vi har et hus, så vi venter med at mødes med ham for at høre hvor stor rabat han kan tilbyde.

mandag den 30. marts 2015

Snak med, og tilbud fra byggefirmaer

Vi har talt med flere forskellige firmaer vedrørende vores nye hus og de fleste af dem har vendt tilbage med tilbud også. Priserne ligger forholdsvist tæt, men der er stadig et par hundrede tusinde mellem det billigste og dyreste.

I morgen skal vi til møde med de sidste i denne omgang, og vi forventer ikke at skulle mødes med flere da vi ikke forventer at få noget positivt ud af det. De sidste vi mangler er vist også de største. HusCompagniet bygger i hvert fald mange huse og det er også dem der har bygget de 22 nye huse på Danagården lige før Fenris Alle.

De andre vi har talt med er MKM Huse fra Brønderslev, Lund og Staun fra Svenstrup, Vendia Huset fra Tårs, Milton Huse fra Horsens og Eurodan Huse fra Aalborg.

Vi føler dermed at vi har fået fat i forskellige typer af virksomheder og forskellige størrelser fra forskellige områder som dog er rimeligt tæt på Svenstrup. (Milton Huse fra Horsens vil gerne have mere fat i det Nordjyske byggeri, så det er ikke for langt for dem.)

Tårs er en lille by lidt udenfor Hjørring, og der er da også et stykke derfra og til Svenstrup, men det er Vendia Huset som har købt udstykningen, så de får nok en del af lave i Svenstrup/Godthåb det næste stykke tid.

Vi mangler at modtage tilbud fra Lund og Staun og så selvfølgeligt fra HusCompagniet som vi først skal mødes med i morgen.

Prismæssigt rammer vi vist lidt over hvad banken mener vi skal, men det er inklusiv de krav som bliver stillet af Aalborg Kommune vedrørende lavenergi. Det betyder at vi kommer til at betale mere for at bygge huset men det skulle også gerne betyde at vi kommer til at betale mindre i varmeforbrug fremover.

Derfor har vi også haft fat i banken igen som gerne vil låne os lidt ekstra når det går til de ekstra udgifter der er forbundet med kravet om lavenergi.

fredag den 20. marts 2015

Forberendelse til byggemøder

For at være sikker på at vi kommer rundt om alle de samme ting til alle de forskellige byggemøder vi har været til har vi lavet en række noter som vi kan gennemgå sammen med byggemand bob.

Vi har været rimeligt godt dækket ind med denne liste og har stort set ikke behøvet mere når vi har talt med de forskellige byggemænd.

Skal du i gang med at forberede nybyggeri er du velkommen til at bruge vores liste som inspiration til hvad i bliver bedt om at tage stilling til.

De forskellige rum

Køkken

  • Terrassedør og større vinduesparti
  • Loft til kip
  • Trægulv med gulvvarme
  • Vindue over køkkenbord
  • Glasvæv på vægge
  • Vi hælder mest til et IKEA køkken
  • Eventuelt indbygget pejs med glas i begge sider ind mod stue
  • TV og internet stik i væggen

Bryggers

  • Mørke klinker på gulv med gulvvarme
  • Skabe og/eller bord langs 3 vægge
  • Vask
  • Vaskemaskine og tørretumbler hævet op
  • Glasvæv på vægge
  • LED Spots som lyskilde

Børneværelser

  • Trægulv med gulvvarme
  • Glasvæv på vægge
  • TV og internet stik i væggen

Soveværelse

  • Skabsplads langs to vægge
  • lavt højtsiddende vindue
  • Trægulv med gulvvarme
  • Glasvæv på vægge
  • TV og internet stik i væggen

Stort bad

  • Badekar
  • Brusekabine
  • Toilet hængene på væg
  • 2 vandhaner
  • Mørke klinker på gulv med gulvvarme
  • Lyse klinker på væg hvor det er nødvendigt
  • Resten af væggen skal være pudset og malet
  • Vindue med materet glas eller lignende
  • LED Spots som lyskilde

Lille bad

  • Brusekabine
  • Toilet hængene på væg
  • 1 vandhane
  • Klinker på gulv med gulvvarme
  • Klinker på væg hvor det er nødvendigt
  • Resten af væggen skal være pudset og malet
  • Vindue med materet glas eller lignende
  • LED Spots som lyskilde

Kontor

  • Eventuelt samme vindue som på soveværelse for at facaden bliver symmetrisk.
  • Trægulv med gulvvarme
  • Glasvæv på vægge
  • TV og internet stik i væggen

Depot

  • Intet vindue
  • rå betongulv/trægulv – ingen gulvvarme
  • Udluftning

Stue

  • Terrassedør og større vinduesparti
  • Trægulv med guldvarme
  • Glasvæv på vægge
  • Eventuelt indbygget pejs med glas i begge sider ind mod køkken
  • TV og internet stik i væggen
   

Generelt indvendigt

  • Glat hvid massive døre som indvendige døre – Muligvis med børstet stål look på dørgreb
  • Hvide lofter – træ
  • Højde fra gulv til loft: 240 cm
  • Vi vil gerne selv male alt indvendigt og selv sætte glasvæv op.
  • Farverne indvendigt er generelt sort, hvid og rød.
 

Generelt udvendigt

  • Vi vil gerne selv stå for alt haveanlæg inklusiv lægning af fliser.
  • Valmede gavle
  • Udhæng på tag – sort tag
  • Rød mursten
  • Aluminiumsvinduer
  • Dobbelt carport og redskabsrum
 

Varmekilde

  • Fjernvarme
  • Eventuelt dobbeltsidet pejs.

torsdag den 19. marts 2015

Nu er det helt og aldeles solgt

Vores hus er solgt. Ikke bare underskrevet, men nu er fortrydelsesretten udløbet og alt skulle efter sigende være helt på plads.

Faktisk skete det allerede til midnat i går, men i går havde jeg ikke så meget overskud til bloggen om vores nye hus, så derfor kommer dette først i dag.

Vi har været igennem en længere periode med sygdom derhjemme hvor vi på skift har været en tur i sengen, og i går var jeg nødt til at blive hjemme.

I løbet af dagen fik jeg det lidt bedre og dermed var det heller ikke så hårdt at vi skulle til byggemøde i går eftermiddags med Vendia Huset som er dem der har grundene på Fenris Alle til salg.

Vi har været til møde med byggefolk hver dag i denne uge, og vi tager en til i dag samt en i morgen.

Dem som har nævnt priser indtil nu rammer tæt på hinanden, så medmindre at der er nogen af det andre som kan give et meget lavt bud, har vi en god idé om hvad det kommer til at koste os at bygge det nye hus.

Vi har også været i banken og snakke lån, og det rammer heldigvis tæt på drømmen.

Den dobbeltsidede pejs som vi godt kunne tænke os mellem stue og køkken bliver ikke til noget i første omgang, og medmindre at vi kan presse dem lidt, vil det også blive lidt svært at få carporten med. Hvad vi lige gør i forhold til redskabsrum ved jeg ikke helt, for det bliver svært at undvære med alle de ting som vi har fået samlet sammen.

fredag den 13. marts 2015

Tvinger Aalborg Kommune borgerne væk?

Vi har haft en drøm om at bygge nyt hus i Svenstrup, men det ser desværre ikke ud til at det kan lade sig gøre, og vi er måske nødt til at rykke teltpælene op og flytte til en anden by og sikkert også en anden kommune.

Efter at vores planer om en tilbygning til vores hus blev for dyre valgte vi at sætte huset til salg, da vi havde hørt at der skulle komme nye byggegrunde mindst 2 steder i Svenstrup i løbet af 2015. Da det lykkedes at finde en køber af vores hus var lykken stor og planerne om det nye hus gik for alvor i gang, men der gik ikke lang tid før lykken forsvandt.

Vi fik først en mail om at det stykke jord der skulle bruges til udstykning af grunde det ene sted blev udskudt på ubestemt tid da jorden ikke var helt så god som forventet. Det betød nu ikke det store, da det ikke var disse grunde vi helst ville have, men da vi så endeligt fik svar fra Aalborg Kommune vedrørende de andre grunde fes luften helt ud af ballonen. I starten af 2016 skulle de nu blive sat til salg i stedet for i løbet af 2015. Men hvorfor?

Kan det passe at Aalborg Kommune ikke vil udvikle Svenstrup og tvinger os samt andre som gerne vil bygge nyt og udvide Svenstrup til enten at sidde og vente i halvandet år eller at finde byggegrunde i en anden by?

Jeg er helt målløs over at de 10 grunde som Aalborg Kommune relativt hurtigt ville kunne udstykke ikke bliver sat i gang nu hvor de andre grunde er udskudt på ubestemt tid. Argumentet for at de ikke vil sælge grundede er at de har grunde til salg i Godthåb som de ikke kan få solgt, men hvad er det for et argument? I min verden kan det da slet ikke sammenlignes at der er grunde i den vestlige del af Godthåb som ikke kan sælges og derfor vil vi ikke sælge grunde i den nordlige del af Svenstrup.

De eneste grunde der er i Svenstrup nu er grunde med Hasserispriser, og så meget vil vi ikke betale for en grund i Svenstrup. 1.500.000 kr. for en lille grund på 410 kvadratmeter.

Hvad gør vi så nu? Vi ved det faktisk ikke. Vi vil jo rigtigt gerne blive i Svenstrup og Aalborg Kommune, men kommer der ikke nogen steder hvor vi kan bygge drømmehuset må vi jo nok desværre se efter andre muligheder. Vi har lidt travlt da vores største pige Emilie skal starte i skole til august, og hvis vi ikke kan komme til at bygge i Svenstrup, må vi jo finde ud af hvor vi så skal bygge så hun kan komme til at starte på den rigtige skole.

Vi håber rigtigt meget på at Aalborg Kommune ændrer mening vedrørende grundene så Svenstrup kan fortsætte den positive udvikling og så vi kan få lov til at blive boende i den by som vi holder så meget af.

torsdag den 12. marts 2015

Nedslående nyt

Lidt sjovt at jeg lige efter at have klaget over manglende svar, modtager jeg endeligt mail tilbage fra Aalborg Kommune. Man skulle næsten tro at de læste med her på bloggen.

Desværre var det ikke alt for godt nyt der kom tilbage fra dem. Det jeg havde hørt var at grundene skulle komme til salg i løbet af 2015, så jeg ville jo gerne vide om vi kunne forvente at det skete i løbet af foråret eller først til sommer. Det jeg nu fik at vide var at planen var at de blev sat til salg i starten af 2016 i stedet.

Lidt noget øv, men så ved vi da at vi enten skal kigge efter andre byggegrunde eller at vi skal finde en lejlighed hvor vi kan holde til at bo i over 1 år.

Håbet om en lejlighed

Vi var til åbent hus i går for at se en lejlighed med 3 værelser, en stue, et køkken og et badeværelse. Det ville være super fedt hvis det blev den lejlighed som vi kunne flytte ind i mens vores nye hus bliver bygget.

Som jeg nævnte i indlægget i går er der ikke særligt langt derover, så flytningen vil kunne ske meget hurtigt.

Nu er det bare at vente på at vi får besked om dem der var hurtigere til at kontakte udlejer takker nej.

Senere i dag har skal vi mødes med Byggemand Bob eller hvad han nu hedder og se et hus som de er næsten færdige med på en af de grunde som grænser op til de grunde vi gerne vil købe. Efter at have kigget på deres hus skal vi hjem til os og snakke om vores ønsker, drømme osv.

Jeg håber at Byggemand Bob har haft større held med at kontakte Aalborg Kommune end jeg har. Jeg har forsøgt mig med en mail for at høre om en tidhorisont på hvornår grundene kommer til salg. Da jeg ikke har fået noget svar tilbage på denne har jeg forsøgt mig med et telefonopkald, og ganske som forventet blev jeg ikke klogere af det.

"Dem der ved noget om det er enten på kursus eller syge" var den besked jeg kunne få, "Men du kan tilmelde dig nyhedsbrevet, så får du besked når der sker noget". Ja tak, men når jeg nu skal finde ud af om vi kan komme i gang med at bygge i løbet af foråret, sommeren, eller måske først næste år, gider jeg ikke bare at sidde og vente på at Aalborg Kommune får nosset sig sammen til at skrive et nyhedsbrev. Så kan det jo være at vi skal kigge efter andre byggegrunde.

onsdag den 11. marts 2015

Åbent hus i lejlighed i Svenstrup

I aften skal vi til åbent hus hvor vi skal se en lejlighed som bliver ledig når vi skal være ude af vores eget hus, så vi håber meget på at det kan blive os der får lejligheden. Der er ca. 500 meter fra vores nuværende hus og over til lejligheden, så det bliver dejligt nemt at flytte derover, og så kan vi blive i byen indtil vores nye hus står klart.

De ting vi ikke kan få med i lejligheden kan vi eventuelt leje et depotrum til, og her kan det også komme til at passe rigtigt godt, da der ganske kort fra de byggegrunde vi kigger på er et depotrum.

Alt i alt kan det hele komme til at flaske sig helt perfekt så vi har de bedst mulige rammer til nybyggeriet af vores nye hus.

Kan det ikke lade sig gøre med den lejlighed vi skal kigge på til aften, må vi jo bare i gang med at finde noget andet. Vi stiller ikke de store krav, da vi ved at det er et midlertidigt hjem vi skal have os.

tirsdag den 10. marts 2015

Solgt

Så ser det helt officielt ud med salget af huset. I går satte vi underskriften og nu er det bare at vente på fortrydelsesretten er ovre. Midnat mellem tirsdag og onsdag i næste uge er det helt officielt.



Tidligere havde vi huset til salg ved EDC i næsten 3 år og det lykkedes ikke at få solgt huset der. Aalborg Mægleren fik lov til at prøve kræfter med salget af vores hus, og det lykkedes på kun 3 måneder.

Vi har kun positivt at sige om forløbet med hussalget igennem Aalborg Mægleren og vil klart anbefale andre i og omkring Aalborg at tage en snak med Aalborg Mægleren inden der sættes hus til salg.

Specielt tak til Mai som har været ansvarlig for vores hus.
Vi håber at alt går godt med den nærtstående fødsel, hvilket betyder at kommende hussælgere må "nøjes" med en af jeres andre mæglere de næste måneder.

mandag den 9. marts 2015

Småjusteringer på plantegningen

Så er der lavet småjusteringer på vores plantegning for det nye hus. Da begge de byggemænd vi talte med i weekenden anbefalede at sløjfe hemsen er det gjort. I stedet er huset lavet lidt bredere og dermed er der blevet ekstra plads på børneværelserne.



Stuen er blevet lavet bredere, og det store badeværelse ved siden af stuen har fået et lille hak ind i stuen som er "gemt" bag døren mellem stue og køkken.

Bryggers og lille badeværelse er blevet smallere, men stadig vil det lille badeværelse være større end det ene badeværelse vi har i vores nuværende hus. Bryggerset er dog ikke blevet meget mindre da den halve meter som blev fjernet fra husets længde er lagt til i den anden side af bryggerset.

Kontoret er hermed blevet lidt lille, men stadig over 9 kvadratmeter.

U’et som køkkenbordet danne er blevet bredere i bunden, så der er plads til to hjørneskabe og to 60’er skabe hvor det ene skal bruges til vaskemaskinen og det andet til køkkenvask.

Vi har været ved at notere alle de ting vi har snakket om så vi kan være meget præcise når vi nu skal ud og tale med forskellige virksomheder. Jo mere præcise og forberedte vi er til det første møde, jo mere præcist bliver det materiale som virksomhederne skal give tilbud ud fra, og dermed bliver det meget lettere at sammenholde priserne.

Vi har blandt andet taget stilling til ønsket loftshøjde, indvendig dørtype, farve og greb, materialer til loft, gulv, glasvæv på vægge, hvor der skal være gulvvarme (alle rum på nær depotet), hvilke typer vinduer, tag, gavle og meget meget mere.

Der er stadig en drøm om en pejs med glas i begge sider mellem køkken og stue.

søndag den 8. marts 2015

På tur rundt og kigge på nybyggede huse

I dag har eftermiddagen gået med at køre rundt og se på nybyggede huse omkring Aalborg og snakke med byggevirksomheder. Det var spændende og mere virkeligt end de gange vi tidligere har været ude og kigge, og vi havde meget mere konkrete spørgsmål.

Vi har også næsten fået skudt vores idé omkring hems på børneværelserne ned. Vi talte med to forskellige om hemsen og begge steder blev der brugt de samme argumenter mod at lave det. Ikke fordi de ikke gerne ville lave den løsning som vi ønskede, men fordi vi ville få meget få kvadratmeter for pengene, men også fordi der ville blive for varmt til at det ville være behageligt at sove oppe på hemsen, og det var det netop som sovested den skulle bruges.

I stedet vil vi kigge på en lille udvidelse af huset, så børneværelserne bliver større i grundplanen. Vi fik også at vide at bredden af huset godt ville kunne udvides uden at det kom til at koste meget mere, så den mulighed vil vi også kigge på.

Vi har fået aftalt møder med 5 forskellige som kan komme til at bygge vores nye hus, og så skal vi også et smut forbi banken for at have helt styr på økonomien bag byggeriet. Det vil sige at der bliver nok at se til de næste dage.

lørdag den 7. marts 2015

Vores nye hus kan komme i gang

Vi er nu nået til enighed med en køber af vores nuværende hus og på mandag skal papirerne skrives under. Det betyder at hvis alt går som det skal er huset endeligt solgt tirsdag den 17. marts.

Det betyder også at vi nu skal i gang med den store planlægningsface for at kunne komme i gang med at bygge et nyt hus. Allerede i morgen sker der noget, da vi skal ud og se to forskellige nybyggede huse og snakke med dem der har bygget de nye huse.

Jeg har også fået lavet møde med banken så vi er sikre på hvordan vores økonomi kommer til at se ud og hvor meget vi kan bruge på at bygge vores nye hus.

I dag har vi gået en tur ud til de byggegrunde som vi ved kommer til salg på et tidspunkt og som på nuværende tidspunkt er der hvor vi helst vil bygge. Til og fra skole er der en større vej som skal krydses og ellers kan hele turen klares på stier, igennem parken og på små villaveje med meget begrænset trafik.

Vi kommer til at bo lidt tættere på Aalborg end vi gør nu, så det bliver endnu lettere at komme på arbejde, komme ud og handle osv.

Når den tredje limfjordsforbindelse kommer, vil vi også få kort afstand til motorvejen hvilket vil gøre det endnu hurtigere for Maria at komme på arbejde.

Plantegningen som jeg lagde op tidligere, i indlæget Drømmen om vores nye hus, er blevet gennemgået og ydervæggene er blevet tegnet på så vi har fundet ud af at enkelte af rummene var indrettet forkert, og plantegningen er derfor blevet tilrettet lidt. Nu bliver det spændende at komme til at tale med professionelle som måske kan se andre ulemper i den måde vi gerne vil have vores nye hus til at være indrettet og så kan det være at det skal justeres igen.

Vi holder fast i at børneværelserne skal indrettes med hems, men dette er også et af de punkter som kan blive ændret hvis prisen for det er helt håbløs.

Jeg skal også have fundet ud af om det kan svare sig selv at købe bestemte af byggematerialerne, da jeg har adgang til bedre priser en de fleste andre har på både færdigbeton, fundablokke, lecaterm blokke, terrassefliser og meget andet.

Senere i dag skal den ældste af pigerne til børnefødselsdag og så er det planen at vi kører forbi et af de andre steder hvor der kommer byggegrunde og herefter vil vi ud og kigge på forskellige køkkenløsninger. Vi er ret fastlåste på et IKEA køkken, men vil gerne bruge lidt tid på at kigge på andre løsninger som kan be-/afkræfte vores antagelse om at vi får meget mere køkken for pengene med et IKEA køkken.